Når vi træner hund med positive træningsmetoder, skal vi belønne hunden for de gode ting den laver. Belønning er kodeordet i den gode hundetræning, men hvad er en god belønning egentlig?
En god belønning er noget hunden bliver glad for at få. Det er noget der har en værdi for hunden, noget den gerne vil yde en indsats for at få.
Hunde er forskellige, og der kan være stor forskel på hvilke belønninger der virker på forskellige hunde. Nogle hunde er meget madglade, og her vil en belønning af spiselig art være fantastisk, mens andre hunde meget hellere vil have en bold at lege med og bare spytter mad ud, hvis man prøver at bruge det som belønning.
Legetøj.
Nogle hunde skal lære at sætte pris på at lege med f.eks. bolde, bidepøller, pivedyr eller lignende. Det er vigtigt at lege sammen med sin hund, så I er sammen om den sjove stund og opbygger en god kontakt. Det legetøj man beslutter at anvende i træningen, må IKKE være tilgængeligt for hunden, det SKAL være noget I er sammen om at lege med. Hvis det er frit tilgængeligt for hunden, vil den meget hurtigt blive træt af det, og værdien som belønning og fællesaktivitet med dig forsvinder. Du skal betragte det som dit legetøj, som hunden får lov til at lege med sammen med dig. Når I er færdige med at lege, gemmer du legetøjet væk igen, så det er spændende, når du finder det frem igen.
Når du har et eller flere slags legetøj, som hunden er meget glad for, kan du begynde at bruge det som belønning, når du træner. Hvis du f.eks. træner dæk, kan du give mad de første par gentagelser af øvelsen, men når hunden udfører øvelsen ekstra godt, kan du hive legetøjet frem, og kaste det til hunden, EFTER du har sagt fri. Hunden får dermed en belønning og en lille legestund inden I træner videre.
Mad
De fleste hvalpe og unghunde er lettest at træne med mad som belønning. Guffer giver ro i de fleste øvelser, og man kan hurtigt belønne for det hunden gør rigtigt.
Der er stor forskel på hundes appetit. Nogle hunde er kronisk sultne, mens andre er småtspisende. Den kronisk sultne hund er nem at belønne, og her betyder det ikke noget, hvad man giver den, bare den får noget den kan spise, mens den småtspisende hund er noget mere vanskelig at finde en passende belønning til. Generelt kan man sige, at det er en fordel, hvis hunden er lidt sulten, når du vil træne med den. Det er derfor ikke en god ide, at vente med at træne til den har spist sin aftensmad, træn hellere inden du fodrer hunden, så du er sikker på at den har lidt appetit.
Mange finder hurtigt ud af, hvilke guffer deres hund syntes om, og hvis det er pølser, køber de pølser, hver gang der skal købes guffer til vovse. Efter nogle dage kan man se, at hunden ikke tager pølsestumpen så ivrigt som tidligere, og hvis der er andre hunde eller andet der fanger hundens opmærksomhed, gider den ikke have pølsen, man tilbyder den. Hvorfor kan den lige pludselig ikke lide pølse mere, det var den da helt vild for nogle dage siden?
Hvis du skal spise oksesteg hver dag, vil du være glad for det de første dage, men efter lidt tid vil du blive træt af oksesteg, og ønske at der snart kommer noget andet på bordet.
Du skal huske at variere dine belønninger.
Her får du en lille liste over forskellige guffer du kan bruge til din hund.
- Pølser (nemme at skære i små bidder og de fleste hunde er vilde med dem)
- Kødboller (køb en pose når de er på tilbud, de holder i lang tid og kan tages op ad fryseren når du skal bruge dem)
- Ost (når der ikke er ret meget ost tilbage skærer vi det sidste op i små stykker til hundene, de er vilde med det)
- Kogt lever (Køb en hel lever, skær den i skiver, og kog dem i ca. 45 min. Når det er kogt, kan man skære det i små stykker, der fryses i en stor pose, så man kan ryste den under indfrysning, så de ikke klæber sammen, men er lette at tage op i små portioner)
- Røget medister
- Rester af stegen fra i går
- Frikadeller
- Skinkestykker
- Hundens tørkost
- Hundekiks
- Frolic
Det er kun fantasien der sætter grænser, og noget kan du se, at hunden er mere vild med end andet. Hvis din hund f.eks. vil gøre alt for at få kogt lever, skal du kun bruge det i de situationer, du ved det er svært for dig at få hundens opmærksomhed.
Når I er til træning, og der er andre hunde og mennesker, der er meget spændende at holde øje med, er det en god ide, at have nogle guffer der virkelig har værdi for din hund. Tørkost, Frolic eller andet som ikke har helt så stor værdi for hunden, kan du bruge derhjemme, hvor der ikke er en masse andet, der distrahere hunden.
Når du husker at variere dine belønninger, får du en hund, der altid er klar til at yde en indsats for at få sin belønning, for den ved aldrig, om det er en pølse eller legetøjet, du belønner den med.
Rigtig god træningslyst.