Forbud og kontakt

Forbudsøvelse

Dette er en grundøvelse, som danner baggrund for alt samarbejde og samvær med hunden.

Øvelsen skal lære hunden at ”nej” betyder – Stop det du er i gang med det samme.

Sæt dig foran hunden, så du kan få øjenkontakt med den. Tag en godbid i hånden og vis hunden den. Når hunden forsøger på at tage godbidden, lukker du hånden og siger ”nej”. Hunden vil sikkert forsøge på at slikke, nappe og på anden måde at komme ind til godbidden, men du skal forholde dig roligt og kun sige ”nej” med rolig bestemt stemme. På et tidspunkt kikker hunden op på dig, og i nøjagtigt det øjeblik siger du ”dygtig” eller klikker og giver hunden godbidden.
Gentag øvelsen 2-3 gange og hold derefter en pause. Næste gang hunden har sovet, leget eller bare slappet af, kan du gentage øvelsen, men husk kun få gentagelser.

Hunden lærer bedre og hurtigere ved mange korte træningspas.

Når hunden bliver mere sikker i øvelsen, og søger øjenkontakt med dig, straks du præsentere den for godbidden i hånden, kan du øge sværhedsgraden. Læg godbidden i din åbne hånd eller på dit ben, men vær parat til at lægge en hånd over godbidden, så hunden ikke får succes med at tage den forbudte godbid.

Når hunden er helt sikker i forbudsøvelsen, kan du lægge godbidden på gulvet imellem dig og hunden, og efterhånden gå lidt væk fra hund og godbid, så hunden lærer, at forbuddet også gælder, når du ikke står lige ved siden af.

Denne øvelse har 2 formål.

  • For det første lærer hunden at ”nej” betyder stop det du er i gang med.
  • For det andet lærer hunden, at der sker noget positivt, når den tager øjenkontakt med dig, derved styrkes samarbejdet og kontakten mellem hund og fører.

Når hunden først har lært, hvad ”nej” betyder, kan det bruges i en hvilken som helst situation, hvor hunden er ved at gøre noget, den ikke må gøre. Når hunden er ved at tage stegen på køkkenbordet, når den er ved at gå ud af en dør, den ikke må gå ud af eller lignende situationer, hvor du vil stoppe hunden i det, den er ved at gøre.

Misbrug ikke ”nej”

Når man har en hundehvalp, kan man meget nemt komme til at sige ”nej” mange gange hver dag. Det er meget vigtigt, at hvalpen ved hvad ”nej” betyder, men det er også meget vigtigt, at man ikke bruger forbuddet i flæng. Hvis du misbruger forbuddet, vil du tage initiativet fra hvalpen og risikere at ødelægge den nære kontakt imellem dig og hvalpen.

Når man har en hvalp, er det ofte langt bedre at aflede den, hvis den er ved at lave noget, der ikke er så heldigt. Brug noget legetøj, til at få hvalpen væk fra de forbudte sko eller hvad den lige har fået øje på, og husk på at hvalpeperioden er en kort og intens periode, hvor du skal opbygge et godt samarbejde med hvalpen, og lære den hvad du gerne vil have den til at gøre. Det skal helst ikke være en periode, der går op i skæld ud og konflikter imellem dig og hvalpen.

Vælg dine kampe, og husk på at hvalpe lærer verden at kende med munden og tænderne.

Dine dyre sko behøver ikke at stå på gulvet lige i hvalpehøjde.