E-kuld

Vores E-kuld er blevet født den 20/3 2019. Quinni fik 11 hvalpe fordelt på 3 hanner og 8 tæver. Hvalpene vejede ved fødslen imellem 436 og 576 gram og alle er sunde og stærke. Quinni er fantastisk til at passe dem, og har rigeligt med mælk til hele flokken.

Vi vil tage billeder af hvalpene og lægge dem ind her, så du kan følge deres udvikling.

25/5 2019
Evita har nu fået et godt og kærligt hjem, og vi har derfor ikke flere hvalpe i denne omgang.

21/5 2019
Da et hold af vores hvalpekøbere desværre måtte annullere deres reservation af Evita, mangler hun stadig et godt og kærligt hjem. Hun er en super sød og køn hvalp, der helt sikkert vil skabe glæde i sit kommende hjem.
De øvrige 9 hvalpe er flyttet hjem til deres nye ejere, og de er allerede ved at falde rigtig godt til.
Herunder kan du se nogle billeder af Evita.

7/5 2019
Nu er der kun lidt over en uge, til banden bliver 8 uger og er klar til at flytte hjemmefra. Hvor er de uger dog blevet af? Vi har nu fundet gode og kærlige hjem til alle de 10 hvalpe, der skal flytte hjemmefra. Vi beholder selv den lilla tæve, der er kommet til at hedde Ea, og vi glæder os meget til at se hende vokse op her.
De 11 banditter har udviklet sig fra små blinde mulvarper til friske, frække og utroligt charmerende hvalpe.     
De har nu fået deres navne, og banden er kommet til at hedde:
Hannerne: El Aston, E-Veto og Echo
Tæverne: Ea, Esmaralda, Eila, Evita, Emzy (Bianka), Eliza, Ester, E-Chili
Søndag den 5/5 var vi på hvalpetur med det halve af kuldet. Turen gik til den genfundne bro, og alle hvalpene, og deres nye ejere der var med, havde en rigtig god eftermiddag. Vi tog hjem til os bagefter, da vejret ikke lagde op til kaffe i det fri.
I morgen den 8/5 tager vi på tur igen med resten af hvalpene, og de hvalpekøbere der har tid til at komme med.
Da vi har nogle temmelig kolde dage og ikke mindst nætter, er hvalpene kun ude i løbegården nogle timer om dagen, og kommer ind i hvalpestuen om natten, så de ikke kommer til at fryse.
Der blev taget en masse billeder på vores tur, som jeg vil lægge herind, så snart jeg har fået ordnet dem. Vi har taget lidt billeder af de enkelte hvalpe, som I kan se herunder.

26/4 2019
Hvalpene er nu blevet 5 uger, og det har alle sammen fået navne.
Hanerne hedder: El Aston, Echo og E-Veto
Tæverne hedder: Ea, Ester, E-Chili, Eliza, Evita, Esmaralda, Eila, Emzy
Hvilken af tæverne der skal hedde hvad, er endnu ikke afgjort, da vi iagttager dem for at vurdere deres temperament og adfærd, så vi kan parre hundehvalp og den nye ejer til det bedste match. Fordelingen af hvalpene vil ske, når de er ca. 6½ uge gamle.
Hvalpene har været ude i haven flere gange nu. De nyder at rende rundt og udforske de nye omgivelser, og når de kommer ind igen, er der ro, for det er meget nyt, de skal forholde sig til, og det trætter de små pus.
De enkelte hvalpes personlighed begynder at vise sig, men den hvalpe der er lidt stille den ene dag, kan godt være den fremstormende den næste. Vi nyder at se, hvordan de leger med hinanden og sommetider tager en lille magtkamp.
Vi er begyndt at lære dem at tage guffer fra hånden, så de er klar til at blive belønnet i træningen når de flytter hjemmefra. Legetøjet bliver flittigt leget med og rusket, og når vi er inde ved dem, bruger vi deres legetøj til at aflede dem fra at bide i os. Med 11 hvalpe kan de ikke undgås, at de sætter tænderne i vores fødder, men de er nemme at aflede med et rusketov eller lignende.
Det er slet ikke til at forstå, at der kun er 3 uger til de begynder at flytte hjemmefra. Tiden flyver afsted, og vi nyder de små basser i fulde drag, og glæder os over at den ene af tæverne skal blive her, så der ikke bliver helt tomt, når de andre flytter fra os.

Vi mangler stadig at finde gode hjem til 4 tæver, så hvis du ønsker dig en ny bedste ven, skal du endelig kontakte os.

15/4 2019
I dag har vi udvidet hvalperummet, så de nu har hele stuen at boltre sig på. Vores datter og børnebørn var på besøg i dag, så børnene kunne hjælpe med at holde styr på hvalpene, imens vi fik ryddet stuen og gjort klar til deres nye store rum. Børnene elsker at være sammen med hvalpene, og vi er sikre på, at hvalpene også har godt af at vænne sig til, at mennesker findes i flere forskellige størrelser.
Vi har sat tissebakker ind til dem, så nu skal de næste dage bruges til at lære dem, at det er på bakkerne man tisser og prutter. Vi har gode erfaringer med at bruge bakkerne, hvor der er træpiller i, som hvalpetoilet, og de første hvalpe har allerede tisset på bakkerne, så mon ikke også de 11 vidunderhvalpe skal lære det.
Det var også i dag, de fik rigtig hundemad for første gang. Det var helt sikkert en succes, og de spiste med god appetit, og levnede ikke ret meget til deres mor, der altid får lov til at slikke deres skål ren, når de er færdige med at spise.
Der er virkelig ved at være fart over feltet, og når vi kommer ind til dem, forsøger de på at løbe og logre på samme tid, men da deres balance ikke er så god endnu, ender det ofte med, at de trimler afsted, men frem det kommer de, og de bliver bedre og bedre til at styre deres ben.
I går fik de klippet negle for anden gang. Det er min søster Helle der står for negleklipningen, og da vi vil gøre det til en hyggelig og rar oplevelse for hvalpene, bliver deres negle klippet i det tempo som de kan være med til, uden at de bliver stressede og utrygge. Hvalpene syntes ofte at det er en god oplevelse, og det er vores håb, at vores hvalpekøbere ikke fremover vil få problemer med at klippe deres negle, da de jo kun har en god oplevelse med det.
Vi kan nu melde, at alle hannerne er solgt, men der er stadig tæver tilbage, så hvis man ønsker sig en lækker, velfungerende og nuttet tæve, er det stadig muligt at få det ønske opfyldt.

8/4 2019
Hvalpene er nu blevet 19 dage gamle. De har åbnet deres øjne, og kan nu også høre hvad der sker omkring dem. Vi spiller stadig lydCD for dem med torden- og fyrværkerilyde hver dag, og vi har udvidet det område, de er på, så der er plads til alle 11 og deres mor.
De er nu begyndt at interessere sig for deres omgivelser, og de er også begyndt at lege sammen og bide i hinanden. De er ved at lære at stavre rundt på deres usikre ben, og kan efterhånden bevæge sig ret hurtigt, selvom der ikke skal meget til, at de tumler omkuld, men de er hurtigt oppe på benene igen, og fortsætter som om der ikke er sket noget.

I dag har de fået de to store bamser ind i hvalpegården, og det varede ikke længe, før de kastede sig over dem, og de finder stor tryghed i at ligge ved bamserne, når Quinni ikke er hos dem.

Vi har lukket op for, at de kan få besøg, og de første hvalpekøbere har været her og nyde de små vidundere. Vi har stadig en han og nogle tæver til salg, så vi har endnu mulighed for at berige nogle familier med en ny bedst ven.

1/4 2019
Hvalpene er nu 11 dage gamle, og de har alle fordoblet deres fødselsvægt. De er nu så småt begyndt at åbne øjnene og dermed også begyndt at kunne høre en lille smule. At de nu kan høre verden omkring sig, betyder at vi fra i dag vil begynde at spille lydCD for dem med lyde fra fyrværkeri og torden, så de lærer at de lyde er ufarlige. Når de senere i livet hører de lyde, vil de associerer dem med den trygge tid sammen med deres søskende og mors mælkebar. 
Vi kører stadig biosensorprogram på dem, og vil fortsætte med det til de er 16 dage gamle.

Søskendekærlighed

26/3 2019
Så er hvalpene blevet 6 dage gamle. De spiser og sover, og de har taget helt godt på hele banden. Alle 11 hvalpe er sunde og raske, og Quinnimor har rigeligt med mælk og tålmodighed til at ligge inde ved dem det meste af tiden.
De har nu taget ca. en halv gang deres fødselsvægt på, så der er virkelig sket meget på de 6 dage.
Fra hvalpene var 3 dage gamle, har jeg lavet Biosensor på dem. Du kan læse mere om Biosensor programmet her: Biosensorprogram

Vores E-kuld er blevet født den 20/3 2019. Quinni fik 11 hvalpe fordelt på 3 hanner og 8 tæver. Hvalpene vejede ved fødslen imellem 436 og 576 gram og alle er sunde og stærke. Quinni er fantastisk til at passe dem, og har rigeligt med mælk til hele flokken.

Vi vil tage billeder af hvalpene og lægge dem ind her, så du kan følge deres udvikling.

E-kuld han og tæve 1 dag gamle.