12/6 2017
Hvalpene er nu blevet 7 uger. For en uge siden kom de ud i hvalpeløbegården, hvor de stortrives, og nyder at kunne løbe ud og ind som det passer dem. De har et stort hus med varme, og en stor løbegård med diverse sjove ting de kan lege med.
Vi har stillet et par forskellige bure derud, så de kan vænne sig til at ligge og sove, hygge og slappe af i et bur. Begge bure bliver brugt flittigt, så det er helt sikkert en succes.
De har en sansegynge, lige som den de havde inde, og den bruger de meget til at sove på. Så ligger hele banden i en stor klump og sover sammen.
Bjarne har lavet en balanceplade, hvor hvalpene kan komme på "gyngende grund". Det er en plade der hænger lige over jorden, som bevæger sig, når de går op på den. Den bruger de også rigtig meget. Den er fantastisk god til at styrke deres motorik og balance, hvilket efter sigende skulle give forbedrede indlæringsevner.
Fredag den 9/6 blev hvalpene ID mærkede, og de enkelte hvalpekøbere var blevet informeret om, hvilken hvalpe de skulle have.
Mandag den 12/6 var hvalpene ved dyrlægen til tjek, og alle 9 er sunde og raske, og er nu blevet vaccinerede og tjekket i hoved og r... I morgen starter de på en 3 dages ormekur, så de kan være helt klar til at flytte hjemmefra på fredag.
25/5 2017
I morgen bliver hvalpene 5 uger. De er nu flyttet ud i hele stuen, og kommer hurtigt rundt på deres små ben.
De har fået hvalpefoder i 10 dage nu, og trives godt og vokser utrolig meget.
De har fået navne, og hannerne har fået navnene: Cæsar, Cato og Chefen. Tæverne har fået navnene: Carla, Cirka, Cia, Chili, Cindi og Celina.
Der sker så meget med dem, og for hver dag kan vi se, at de kan noget mere. De leger med deres legetøj, og tøjbamser og rusketov får en ordentlig rusketur, og de leger og "slås" med hinanden. Når vi kommer ind til dem, bliver vi overfaldet af en flok glade logrende hvalpe, der meget gerne vil snakkes med, og hvis man har bare fødder, kan man godt regne med at deres små spidse tænder lige skal tjekke, om vi smager godt.
17/5 2017
Hvalpene er nu 3½ uge gamle. De kan høre og se, og når vi kommer ind til dem, kommer de stavrende over til os for at blive nusset.
De har nu fået hele stuen at være på, og vi har lavet et område derinde med skobakker med små træpiller, hvor vi prøver at lære hvalpene at tisse.
Den 15/5 fik hvalpene for første gang fast føde. De første par dage har de fået mad 1 gang om dagen, for Quinni har stadig masser af mælk, så de mangler ikke noget.
Det er sjovt at se, hvordan de små basser spiser lidt og så lige sætter poterne op i skålen, så det er godt at mor Quinni står parat til at vaske sine børn, når de er smurt ind i hvalpefoder.
Vi har hængt en stor sansegynge op inde ved dem, som de er begyndt at bruge. Hvalpene har rigtig godt af at bruge deres motorik, og når gyngen bevæger sig, skal de bruge deres balance for at gå på den. Det styrker både deres motorik og deres evner til at løse kreative opgaver fremover.
Den 3/5 2017
Nu er hvalpene blevet 12 dage gamle. De vokser godt, og med undtagelse af en enkelt, har alle fordoblet deres vægt.
I dag har jeg set en lille sprække i øjnene, så inden for de næste 1-2 dage vil de små vapser kunne se, hvad det er for en verden, de er blevet født ind i.
Quinni er en fantastisk mor, der sørger for pasning og pleje af de 9 hvalpe, der nu fylder meget i kassen, og er begyndt at stavre rundt på meget usikre ben.
Når øjnene begynder at åbne sig, betyder det, at de små hvalpe også kan begynde at høre, så nu vil vi begynde at spille lydCD for dem, så de kan vænne sig til lyden af fyrværkeri, torden og andre lyde, der senere i livet kan virke skræmmende på dem, hvis de ikke er vænnet til dem fra små.
Vi har meget gode erfaringer med dette, og tilbagemeldinger fra tidligere hvalpekøbere viser, at de hvalpe der har hørt lydCD imens de var helt små, ikke har reageret på torden og fyrværkeri. De forbinder larmen med trygheden ved mors patter.
Den 27/4 2017
Den lille familie i hvalpekassen har det godt. De små hvalpe tager på fra dag til dag, og de bruger en del tid ved mors patter, så der er ikke noget at sige til, at de vokser.
Quinni er en fantastisk mor, der tilbringer næsten al sin tid hos hvalpene. Det er kun omkring spisetid, hun gør opmærksom på, at hun skal have noget mad, og når hun skal ud og besørge.
De 3 hanner er alle solgt, men der er stadig 4 tæver til salg.
Den 22/4 2017 var vi en tur omkring Lund Dyreklinik, for at få tjekket mor og hvalpe. Alle har det godt og hvalpene er sunde og fine.
Alle 9 hvalpe spiser godt og har alle sammen taget på efter fødslen.
Den 21/4 2017 kom de 9 hvalpe til verden. Vi fik 3 hanner og 6 tæver.
Den 18/2 2017 blev Fan-Widi's Noel (Quinni) og Team-Dika's Dot DK parret.
Vi havde valgt at lave en kuldgentagelse af vores A-kuld, da vi kunne se, at det var nogle skønne, smukke og sunde hunde.