Indkald

Sådan træner du et godt indkald
Inden du begynder på træning af indkald, skal du lære hunden, hvad den hedder. Når du siger hvalpens navn, skal hvalpen lære at forbinde det med noget godt. De første mange gang du siger hvalpens navn, skal du gøre det, når du sidder sammen med hvalpen, og når du siger navnet, skal du give hvalpen en godbid. Der vil ikke gå ret lang tid, før hvalpen forbinder lyden af sit navn med den gode smag af en lækker guf, og den vil naturligt skynde sig over til dig for at få den guf, som navnet betyder.

NAVN (indkald) = BELØNNING (guf/leg/kontakt)

Nu begynder du at bruge hvalpens navn, når den er lidt længere væk fra dig, men her er det vigtigt at du først siger navnet, når hvalpen er på vej ind til dig, så du er sikker på at få succes med dit indkald.
Hvis du kalder på hvalpen, når den er ved at snuse til en spændende plet i græsset, eller er ved at jagte et blad, der flyver i vinden, kan du næsten være sikker på, at hvalpen ikke kommer ind til dig, Dette skal ikke ske ret mange gange, før hvalpen opfatter din kalden som utidig indblanding i dens leg, og vælger at overhøre dig.

Når hvalpen kommer ind til dig, skal du ALTID give den en lækker guf eller lege med den, så den altid forbinder det at komme ind til dig med noget sjovt og behageligt.
Hvis du er irritabel og sur, skal du undlade at kalde på din hvalp, for hvalpen aflæser dit kropssprog, og den har opfattet, at du ikke er i godt humør. Tag i stedet for snor på hvalpen og gå en tur, hvor I begge to kan slappe lidt af, og du kan komme i bedre humør, så du er klar til at lege med og træne din hvalp.

Når hvalpen kommer ind til dig, er det en god ide at berøre dens halsbånd, når du giver den en guf. Giv guffen med den ene hånd, imens du roligt tager fat i halsbåndet med den anden hånd. Slip halsbåndet igen med det samme.
Mange hunde springer væk, når ejeren forsøger på at få fat i dens halsbånd. Hvalpen aflæser vores signaler, og den lærer meget hurtigt, at når du tager fat i halsbåndet, er det for at give den snor på, og så er friheden og legen forbi.
Hvis du i stedet for at give den snor på, hver gang du tager fat i halsbåndet, giver hvalpen en guf, vil den forbinde det med noget behageligt, og vil ikke løbe væk, hver gang du forsøger på at ”fange” den.
Når hvalpen er fortrolig med at du tager fat i halsbåndet, kan du en gang imellem sætte snor i halsbåndet, vente 5 sekunder og tage snoren af igen og give hvalpen fri.

Tag hvalpen med ud i skoven, på stranden eller et andet sted, hvor du kan slippe den fri, uden at være nervøs for, at den skal kunne løbe ud på en trafikeret vej.
Tag snoren af hvalpen, og begynd at gå roligt væk fra den. Du kan ud ad øjenkrogen holde øje med, hvor den er, men det er vigtigt, at du ikke vender dig om og kikker efter hvalpen, og du må heller ikke sige noget til den eller kalde.
Denne øvelse går ud på at du lærer hvalpen at den skal holde øje med hvor du er og holde sig til flokken (dig)
Mange hundeejere bruger hele hundens liv på at holde øje med deres hund, og derved lærer de hvalpen/hunden at den ikke behøver at holde øje med dig, du skal nok sørge for at holde dig til den, så i ikke bliver væk fra hinanden. Det er den forkerte vej rundt. Du er lederen, og det er hunden der skal holde øje med dig og ikke omvendt.
Små hvalpe er så bange for at blive væk fra flokken, så de skal nok holde sig til føreren, og hvis du lærer din hvalp dette fra den er helt lille, vil du få en hund, der er opmærksom på dig resten af dens liv.
Når hvalpen bliver lidt ældre og begynder at udforske et større område, kan du gemme dig for den, så den skal lede efter dig. Du skal ikke gemme dig ret mange gange for din hvalp, før den hele tiden holder øje med dig, så den ikke risikere, at du forsvinder fra den.
Når hvalpen finder dig, skal du rose den stille og roligt og gå videre som om intet var hændt.

Hvis du kommer i en situation, hvor du skal have hvalpens opmærksomhed og have den til at komme hen til dig, hvis den f.eks. er på vej mod noget, der kan være farligt for den, skal du udstøde et indianerhyl, og klappe og hoppe imens du løber den modsatte vej. Alle hunde reagerer på et højt hyl, og hvis den ser, at du løber og hopper og lave sjove fagter, vil det være sjovere at undersøge, end det den var på vej hen til.